Pressemeddelelse:

Portrætserie vil gøre op med uligheden i musikbranchen


50/50 er en ny fotoserie, der sætter fokus på ligestillingen på musikscenen. Serien bliver udstillet på VEGA, Musikhuset i Aarhus og øvrige spillesteder i 2022 og udkommer som bog 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag. 

 


Lydmor, Annika Aakjær, Katinka, Brimheim, Ericka Jane, Annisette og Hanne Boel er bare nogle af de danske artister, der er med i 50/50 - en portrætserie, der vil sætte fokus på den skæve kønsbalance i musiklivet.


Projektet er skabt af de to fotografer Merle Mejlby og Christina Jensen/chris1million. Stephanie Asi Brix er primær makeupartist og fast sparringspartner.


“Et tilbagevendende argument fra branchen har gennem årene været, at de ikke booker og spiller kvindelige artister i lige så høj grad som mændene, fordi de ikke er der”. Med 50/50 skaber vi et visuelt modargument, der helt konkret og meget simpelt viser, at der findes masser af artister, der ikke er mænd. De er lige her,” siger fotograf Christina Jensen/chris1million.


Alle skal føle sig repræsenteret


De to fotografer fortæller, at ideen til 50/50 udspringer af den tilbagevendende debat om ligestilling i musikbranchen og helt konkret Gramex-tallene fra juni 2019. Gramex er en musikorganisation, der hvert år laver en opgørelse over, hvilke danske artister, musikere og sange, der bliver spillet i radioen. I 2019 var der for tredje år i træk kun mænd på alle årets top 10-lister.


Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at dem, der sidder på magten fremadrettet tør tage ansvaret på sig, anerkender egne bias og gør noget ved det. Samtidig vil vi med projektet gerne give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i,” siger Merle Mejlby og understreger, at de med 50/50 gerne vil slå et salg for, at alle - uanset kønsidentitet - føler sig repræsenteret i musiklivet.


50/50 bliver udstillet på VEGA i København, Musikhuset i Aarhus, Forbrændingen i Albertslund og Værket i Randers i løbet af 2022. Derudover udkommer 50/50 som bog på Byens Forlag 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag.


Langt fra ligestilling 


I alt er 51 artister med i projektet, som spiller alt fra energisk poprock over selvsikker hiphop til mørk death doom. En er 20 år, en anden er 72. Nogen i starten af deres karriere, andre på toppen. Og så er ingen af dem mænd. 


Der er sket rigtig meget gennem de sidste par år, og i dag er det langt mere anerkendt, at der er en udfordring i musiklivet, og at den ikke løser sig af sig selv. Jeg oplever en stigende bevidsthed, men vi er fortsat langt fra ligestilling, og derfor er det så vigtigt med initiativer som 50/50 og vores eget projekt HUN SOLO, som er med til at arbejde for at skabe opmærksomhed om og fremme kvinder og kønsminoriteter i musiklivet,” siger Nana Jacobi, popartist, sangskriver og medstifter af HUN SOLO, et koncertformat, pladeselskab og community, der arbejder for at forbedre den skæve kønsbalance på musikscenen.


Vi er vanedyr

Selvom mange aktører er enige om, at der er et problem, så er løsningen ikke så lige til. Anna Lidell, forperson for brancheorganisationen Autor – Komponister og Sangskrivere, mener, at det er afgørende, at vi først og fremmest tør se kritisk på vores egen adfærd og normer. 


“Vi omtaler stadig et band med kvinder som et pigeband, mens et band med mænd blot er et band. Vi er vanedyr, og vi skaber mening ved at ty til de forestillinger, der allerede findes. Problemet er, at disse vaner og associationer spænder ben for kvinder og kønsminoriteter i langt højere grad end for mænd. Det betyder, at for dem bliver de svære vilkår i branchen forstærket,” siger hun, og fortsætter: 


“Alle led af musikbranchen må opsætte måltal, arbejde for dem, evaluere på dem og forbedre dem. Vi må være aktivt med til at skabe rum, hvor vi kan se indad og få øje på barriererne, være i konstant dialog og dele erfaringer og statistik. Kun i fællesskab kan vi råbe højt nok til at skabe en debat, der munder ud i tiltag, som ændrer statistikken,” siger Anna Lidell, der også har skrevet efterordet til bogen 50/50.  


50/50 artister 

Alberte Winding, Annika Aakjær, Astrid Engberg, Aviaja, Betty Bass, Brimheim, Caroline Henderson, Dicte, Ea Kaya, ELBA, Ericka Jane, Fallulah, FVN, girlcrush, Goldie6is, Hanne Boel, Iris Gold, Josephin Bovién, Julie Ellinor, Karen Mukupa, Katinka Bjerregaard, Kinck, Kira Skov, Konvent, Lis Sørensen, Lowly, Lydmor, Lærke Emilie, Maddy, Mags, Maja og De Sarte Sjæle, Melissa Inya, Mendoza/Vita Dosa, MOZAÍK, Nabiha, Nana Jacobi, NIKOLINE, O/RIOH, Off Bloom, Pauline, PRISMA, Rebecca Lou, Reveal Party, Rosa Raye, Sitrekin, Stine Bramsen, Sys Bjerre, Søs Fenger, The Savage Rose, Velvet Volume, Yakuza.


Projektet er støttet af Gurli og Paul Madsens Fond, Sonning-Fonden, DJFotografernes Ophavsretsfond, Autor / Komponister og Sangskrivere, DMF, Katoni legatet, DPA’s midler fra Copydan Tekst og Node, samt makeupartist Stephanie Asi Brix, Tanja Toubro, Grafik og Foto, retoucher Valérie Collart, grafisk designer Frederik Øst, SoMe-rådgiver Samantha Foltmar, PR-rådgiver Regitze Engelhardt og makeupartisterne Stephanie Pfeiffer Hellum, Julie Gejel Nielsen og Laura Veronica Pezzi.

 

Pressekontakt: 

Christina Jensen

christina@chris1million.dk

+45 2624 5814

chris1million.dk

Presseklip